Det hele gik så stærkt

En kold og glat decembermorgen styrtede jeg på min cykel på vej til arbejde og slog mit knæ. Jeg rejste mig op og følte mig mest af alt glad for, at jeg umiddelbart ikke havde brækket noget. I de efterfølgende uger begyndte mit knæ at gøre mere og mere ondt – især om natten. Jeg er ikke typen, der trækker særlig meget på de praktiserende læger, så der gik en god måneds tid, før jeg endelig fik ringet og bedt om at få knæet undersøgt.

Min læge kunne mærke hævelse i knæet, men der var ikke umiddelbart tegn på hverken brud- eller ledskader. Jeg blev sendt til røntgen og da svaret kom, var der tegn på knogleforandringer i den nederste del af lårknoglen.

Jeg blev henvist til Rigshospitalet i en kræftpakke og derfra begyndte det hele at gå meget stærkt. Få dage efter blev jeg MR-scannet, hvor man fandt en stor tumor på lårknoglen, som man ikke kunne udelukke var ondartet. Jeg blev CT/PET-scannet for at finde ud af, om jeg havde kræft andre steder i kroppen, der havde spredt sig. De dage var de værste – måske de værste i hele mit liv. For man går og forestiller sig de værst tænkelige scenarier. Hvor kan jeg have kræft? Hvor slemt er det? Skal jeg dø af det? Hele ens liv bliver vendt på hovedet – og ikke på en god måde.  

Gudskelov blev der ikke fundet kræft andre steder i kroppen. For at fastslå, om tumoren var god- eller ondartet blev jeg indlagt og fik taget en biopsi. De 14 dage man venter på svaret, føles meget lange og for mig var det svært at være tilstede i andet end mine egne tanker. Da jeg fik svar om, at tumoren var ondartet og jeg havde kræft i knoglen, var det på mange måder en lettelse – for nu vidste jeg i det mindste, hvad det var, og at man på Rigshospitalet ville operere det væk og jeg derefter ville være rask.   

En uge efter blev jeg igen indlagt. Tumoren blev fjernet, jeg fik indsat en protese i stedet for det syge stykke knogle og fik lavet et nyt knæ. Det var en ordentlig omgang – også selv om jeg ikke skulle igennem stråler og kemo. Jeg begyndte ret hurtigt i stille og rolig genoptræning, men det er stadig svært at gå med to ben, der føles helt forskellige.  

Jeg har aldrig følt mig alene undervejs, men jeg har til gengæld haft dårlig samvittighed – både overfor min kæreste, der har hjulpet og støttet mig, overfor mine forældre, som jeg gav en masse bekymringer og overfor mit arbejde, som jeg i en periode ikke har kunnet passe.  

Selv om jeg i dag er rask, er det svært at ryste kræften helt af sig. Jeg bliver mindet om den hver dag. Når jeg læser historier om kræft i medierne, når jeg ser en kvinde uden hår og med tørklæde om hovedet, når jeg læser op opslag på Facebook, hvor en kræftpatient søger økonomisk støtte til behandling i udlandet. Og især når jeg kigger på mit store ar på benet, der ligner en slange, som for altid vil sno sig op af mit ben.